Red.: Lokal hist. Arkiv, Als
Hele vinteren og foråret 1945 fulgte den danske befolkning spændt med i, hvor længe krigen endnu kunne vare. De ucensurerede oplysninger om situationen ude i verden kom gennem den engelske radio, og også fredag den 4. maj om aftenen sad mange ved radioen, for gennem de tyske støjsendere at høre BBC's dansksprogede nyhedsudsendelse. Pludselig blev udsendelsen afbrudt af »Et øjeblik«, og efter en kort pause lød det i æteren: »Det meddeles netop nu fra Montgommerys hovedkvarter, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.«
Nyheden spredtes som en løbeild. - Det længe ventede sammenbrud var endelig kommet!
De fleste steder i landet overgav den tyske besættelsesstyrke sig uden modstand, og den 5. maj om morgenen klokken 8, trådte kapitulationen i kraft - hilst af klokkeringning fra alle landets kirker og med Dannebrog til tops i by og på land. Der var dog ét sted i landet, hvor tyskerne ikke ville erkende, at krigen var forbi, og det var i kystbefæstningen på »Bjerget« i Helberskov. Allerede i april 1940 blev der anlagt en lyttepost, som senere blev udbygget og befæstet, og den blev bemandet med tysk marineinfanteri. Bjerget var et strategisk vigtigt punkt ud mod Kattegat. Der var vidt udsyn til alle sider, og kystfortet blev da også en af de stærkeste befæstninger på Jyllands østkyst. Da der den 5. maj ikke var regulære tropper med tunge våben, der kunne true stillingen, kunne besætningen føle sig trygge på deres velarmerede opholdsted. Fortet var armeret med fire 76 mm kanoner, der havde en rækkevidde på 18 kilometer, og til værn mod luftangreb var der fire 20 mm luftværnskanoner, der kunne dække luftrummet fra indsejlingen til Randers fjord i syd og næsten til Dokkedal i nord. Til beskyttelse af selve Bjerget og området omkring det, var der gennem længere tid kørt store mængder af landminer fra Skelund station og til befæstningen; men de blev aldrig udlagt, og lige til den 10. maj stod de i store stabler langs vejen, der gik op til Bjerget. Rundt på Bjerget var der anlagt over 20 opholdsrum, der også skulle beskytte befæstningens mandskab mod luftangreb.
De var bygget af kraftigt tømmer og dækket med et par meter jord, og hvert af dem kunne rumme 8 til 10 mand. Så sent i besættelsen som det tidlige forår 1945, var stillingen under beskydning af engelske bombemaskiner. Tyske skibe var på den tid ved at overføre tropper fra Norge til Tyskland, hvor de allierede pressede fra alle sider, og engelske bombemaskiner var sendt op for at bombe konvojen og forhindre forstærkningerne i at nå frem. Maskinerne overfløj Als-Helberskov både på vej ud og hjem; men på hjemturen åbnede de tyske batterier på Bjerget ild imod dem, og to maskiner vendte om og kom tilbage og beskød den tyske stilling. Ikke alle de tyske soldater nåede at komme ind i sikkerhed. En blev dræbt ved angrebet, én døde af sine sår på vej til sygehuset i Aalborg, og desuden var der et uoplyst antal sårede.
Foruden opholds-/beskyttelsesrum var der også et antal depoter for ammunition til såvel kanoner som håndvåben, og kommandanten, der havde rang af oberstløjtnant, havde sin egen bunker, der lå nord for højen.
Vejen op til Bjerget var spærret med en bom og udsatte vagtposter, og man benyttede et hus (Johannes Hansens), der lå ved nordsiden af Bjerget, til vagthus. Øst for vagtlokalet var der opført en velfærdsbygning af træ, og her var indrettet spisesal og køkken.
Frem til foråret marts 1945 var det oberstløjtnant Sattier, der var kommandant for befæstningen. Han var en omgængelig mand, der lagde vægt på et rimeligt godt forhold til civilbefolkningen, og han tog ret afslappet på den ydre befæstning af Bjerget, hvilket bl.a. ses af, at han lod landminerne stå i stakke langs vejen. Omkring 1945 blev en del af mandskabet udskiltet - nogle havde været der siden 1940 - og der ankom 100 nye mand under ledelse af oberstløjtnant Simon. Han var udnævnt til kommandant for befæstningen, og den tidligere chef blev nu næstkommanderende.
Med Simon blev forholdene strammet betydeligt op for såvel garnisonen som civilbefolkningen, og det var da også ham, der ikke ville anerkende, at krigen var slut den 5. maj. Dog var han realistisk nok til at trække soldaterne fra Als og omegn til Bjerget i Helberskov, da de bevæbnede modstandsgrupper trådte frem. Styrken på Bjerget blev på mere end 300 mand, og Simon var indstillet på at efterleve Hitlers tidligere opfordring til at kæmpe til sidste mand. Den indstilling havde mandskabet imidlertid ikke. De menige soldater havde fået nok af krigen, og i de følgende dage desserterede de i stort tal; selv vagter stak af fra deres poster. Natten mellem den 5. og 6. maj skete der noget, der samlede hele egnens vrede og foragt mod den tyske forlægning - og i særdeleshed mod oberstløjtnant Simon. Sidst i april - ca. en uge før kapitulationen - blev lodseriet ved Mariager fjord anmodet om at lodse et par skibe med ammunition til Hobro. Såvel lodsformanden som lods Ib Velling nægtede at lodse skibene igennem til Hobro, og som konsekvens heraf måtte de begge »gå underjorden« for at undgå tyskernes repressalier. Da befrielsesdagens glædesfest den 5. maj var forbi, cyklede Ib Velling til sit hjem i Als Odde, da han regnede med, at han nu uden fare kunne færdes frit igen. Da han var kommet hjem, kom der to tyske soldater fra forlægningen på Bjerget og bad ham følge med, og søndag morgen blev han fundet dræbt af maskinpistolskud på anløbsbroen ved Als Odde.
Mordet vakte voldsom harme, og statspolitiet i Hadsund, der efterforskede sagen, kunne meddele til Aalborg Amtstidende, at mordet var sket efter ordre fra oberstløjtnant Simon. De følgende dage var der rykket så mange modstandsfolk til området, at styrken på Bjerget var helt isoleret fra omverdenen; men kommandanten nægtede stadig at overgive sine styrker.
På initiativ af modstandsfolkene lykkedes det at få et møde i stand med tyskerne.
Det foregik på kroen i Als, hvor Simon og Sattler sammen med to underofficerer repræsenterede styrken i Helberskov, medens en ung dansk løjtnant, der havde været »underjorden« i Als, sammen med lægen og repræsentanter fra den stedlige modstandsbevægelse udgjorde den anden part. Tyskerne havde fået frit lejde til at komme til mødet; men forhandlingerne endte uden resultat, da oberstløjtnant Simon kategorisk nægtede at overgive sine tropper til modstandsbevægelsen, og de fire tyskere cyklede uantastet tilbage til Helberskov.
I mellemtiden var de engelske styrker nået frem til Aarhus, og onsdag den 9. maj rettede modstandsfolkene henvendelse til chefen for det engelske detachement, major Frederic Fisher, og bad om hjælp til at få tyskerne bort fra Bjerget. Efter en kort rådslagning med de danske officerer, der var tilknyttet de engelske styrker, lovede Fisher at sende forstærkning den næste dag, og torsdag den 10. maj - Kristi himmelfartsdag - ankom 5 panservogne fra »The Royal Dragoons« under kommando af løjtnant Phipps.
Sammen med danske officerer, ledende modstandsfolk - og overlæge Kindt fra Terndrup som tolk, gik de engelske officerer frem til bommen, der spærrede vejen op til Bjerget, og bad vagten meddele oberstløjtnant Simon, at de ville tale med ham. Vagten kom tilbage med besked fra Simon, at han først kunne afse tid om en halv time. Phipps sendte vagten tilbage med et ultimatum: Hvis Simon ikke var ved bommen inden 5 minutter, ville panservognene åbne ild mod stillingen. I løbet af ganske få minutter kom både Simon og Sattler, og efter en kort forhandling ved bommen, gik de ned i Helberskov skole, hvor de videre forhandlinger fortsatte, - og tyskerne endelig kapitulerede. Kapitulationsbetingelserne var, at de godt hundrede mand, der var tilbage i stillingen skulle afmarchere den 11. maj om morgenen. Hver tredie mand måtte have gevær med; men alt andet materiel - såsom håndvåben, håndgranater, ammunition, tæpper og tøj - skulle efterlades. Modstandsfolkene ønskede at tilbageholde oberstløjtnant Simon, så han kunne retsforfølges for mordet på lodsen; men dette ønske kunne englænderne ikke imødekomme, da Simon som chef skulle føre sine styrker til grænsen. Aftalen blev derfor, at når tyskerne nåede grænsen, ville Simon blive anholdt og overgivet til de danske myndigheder. Dette skete dog ikke; for i de noget kaotiske tilstande, der herskede ved grænsen, hvor tusindvis af tyske soldater i tiden efter kapitulationen skulle visiteres, inden de fik lov at forlade landet, slap Simon med over, og han blev ikke retsforfulgt i Danmark.
Da tyskerne havde forladt Bjerget, forestod der et stort oprydningsarbejde, selv om de tyske soldater på kapitulationsdagen havde båret ammunition og våben ned i skolens gymnastiksal, hvor det blev deponeret.
Det var modstandsbevægelsen, der sammen med CBU-kolonnerne afmonterede kanonerne, demonterede ammunitionen og kørte landminerne til stranden øst for Helberskov og sprængte dem. De skulle i det hele taget sørge for en grundig oprydning.
Det var et arbejde, der tog lang tid; men allerede 10 dage efter, at lyskerne på Bjerget havde kapituleret - pinsedag den 20. maj - var man kommet så vidt, at man kunne give befolkningen adgang til en del af befæstningsanlæggene for at fejre befrielsen, selv om der i Bjergets indre endnu lå 2000 granater til de store kanoner og 8000 til luftværnskanonerne.
Vejret var usædvanlig smukt og 3-400 mennesker samledes nord i Helberskov, hvorfra man med Als byorkester i spidsen gik gennem den flagsmykkede by og op på Bjerget. Her blev der sunget og spillet i det skønne forårsvejr, og gruppelederen for modstandsgruppen i Als sogn, pastor Marius Larsen, Als, tolkede i sin tale befolkningens glæde over, at man igen frit kunne færdes på det skønne sted, der så længe havde været lukket land.